Duvin.dk

En blog om mine interesser

Vild med flotte smykker

| 0 comments

Det var for os ligesom for alle de andre tilstedeværende forældre en stor dag, da vores datter Camilla som den femte i rækken kom ud fra den afsluttende eksamen og nu kunne kalde sig student. Min mand og jeg stod klar med den hvide hue og den obligatoriske buket blomster, og jeg ved, at min mand længe havde glædet sig til at sætte huen på Camillas hoved.

Det var fransk, som var det sidste fag, Camilla skulle op i. På forhånd havde vi glædet os over, at det netop var det fag, for vi har i vores familie tilbragt rigtigt mange ferier i Frankrig, som uden konkurrence er vores foretrukne ferieland. Derfor har Camilla altid haft et godt forhold til det franske sprog. Hun har fået den rigtige udtale ind næsten med modermælken, og hun har brugt sproget gennem et par uger stort set hvert eneste år.

Det gav også resultat. Hun scorede et flot 10-tal, og hendes lærer sagde endda, at det havde været meget tæt på topkarakteren 12. Camilla og vi andre var lykkelige, og min mand satte den eftertragtede hue på Camillas hoved, hvorefter hun med tårer i øjnene faldt sin far om halsen. Jeg tror nu også, han havde en klump i halsen, da han hviskede tillykke til hende.

Og så kom dagens overraskelse, for efter at jeg havde givet Camilla den lille buket blomster, vi havde med, trak min mand noget op af lommen – en pænt indpakket lille gave – og gav Camilla den. Jeg havde ingen anelse om, hvad det var, for jeg havde ikke på nogen måde været indblandet.

Camilla pakkede langsomt op og åbnede så den lille æske og afslørede en flot halskæde i hvidguld. Camilla blev helt stum, dels fordi hun altid har været vild med flotte smykker, dels fordi netop den halskæde havde hun set i et katalog fra en guldsmed i byen, og hun havde vist os den med en bemærkning om, at det vist var det flotteste smykke hun nogensinde havde set.

Nu stod hun der med tårer i øjnene og var bare lykkelig. Selvfølgelig for smykket, men nok mindst lige så meget, fordi hendes far havde haft det ønske at give hende det flotteste smykke, hun kunne forestille sig.

Hun tog det på, og det klædte hende helt fantastisk. Halskæden stod smukt til hendes kastanjebrune hår og hendes teint, som her sidst i juni måned bar præg af en forsommer med en hel del sol.

Senere spurgte jeg min mand lidt drillende, om han havde vundet i lotto. Nej, var svaret, men når ens eneste barn knokler sig til en studentereksamen med meget flotte karakterer, så må man vise sin respekt, og så er det altså ikke billige smykker, man skal interessere sig for.

Det kunne jeg da kun give ham ret i, og jeg var og er fortsat godt tilpas med, at han på den måde viser sin kærlighed til vores barn. Og på en måde er jeg stolt af ham, for han er bestemt ikke den type mand, der holder af at gå i en forretning og købe et smykke.

Skriv et svar

Required fields are marked *.