Hundekenneler så store som fabrikker er dyreplageri og skal stoppes!

Hvor er det så, hundene og senere de nye hundeejere svigtes, og hvad kan der gøres for, at det hele går op i en højere enhed?

Først må vi se på, hvorfor “opdrætterene” har så mange kuld hvalpe om året
Det er jo indlysende, at det kun er til glæde for pengepungen, at opdrætterne skyder det ene kuld hvalpe afsted efter det andet – ingen tvivl om det. Det i sig selv er jo også OK, men ikke på den måde, som det foregår på, da dyrene lider rigtig meget under det! Kan man egentlig kalde dem opdrættere? En mere passende betegnelse må vel være: “Indehavere af hundefabrikker!” Det er jo drift af en virksomhed.

Set med mine øjne, så er det en ulovlig virksomhed, såfremt der ikke er ansat fagfolk til at tage sig af hundene. Ejeren har ofte arbejde ved siden af sin hundefabrik, hvor dyrene jo skal passes ordentligt. Det hænger ikke rigtig sammen da vi jo véd, at det tager rigtig megen tid, når der er SÅ mange hunde – og da specielt hvalpe.

Dernæst må vi se på spørgsmålet: “Hvordan svigtes hundehvalpene?”
“Hundemor er der jo hele tiden – hun tager sig da af dem!”
I starten af en hundehvalps liv er der flere faser, som den kommer igennem. Det sker helt naturligt – eller gør det?

Fase 1. (Første og anden uge)
Hunden fødes både blind og døv, så de vigtigste behov er helt fra start (kun): mad, varme, søvn – og specielt ro, for både hvalp og tæve.

Fase 2. (Tredje uge)
Hvalpen udvikler sine sanser. Den begynder også, at gå på opdagelse og undersøge ‘omgivelserne’

Fase 3. (Fjerde til og med syvende uge)
Prægning af hundehvalpe. I denne fase lærer hvalpen af andres adfærd og lærer deres lugte, at kende. Både syn og hørelse er udviklet i fase to. Hvalpen oplever forskellige sindsstemninger. Den sociale tilpasning og prægning begynder, hvor hvalpen identificerer sig med arten. Hvalpen er nysgerrig og den begynder at lege. Den får for første gang anden føde end modermælken. Hvalpen opfatter nu kontakten med mennesker og den står snart for, at skulle væk fra flokken. Dette er et meget vigtigt punkt.

Der er flere faser i hundehvalpenes liv end de her nævnte, men det er helt sikkert i fase tre, at ‘fabrikanterne’ svigter både hvalpe og dermed kommende ejere af hundehvalpene.

Hundefabrikanten har typisk nogle store bure og læ til hundene. De får noget godt foder (ellers bliver de jo ikke flotte at se på, og kan dermed være svære, at komme af med eller sælges billigere) – og så går de ellers og passer sig selv i deres bur eller aflukke.

Der er ikke megen kontakt til hvalpene, der ofte heller ikke leger med hverken børn eller voksne. Hundene kommer bestemt ikke indenfor i huset, så de kan høre børnene lege, lugte dem og blive nusset af dem (hvis der er nogen). De lærer heller ikke lyden af for eksempel TV, radio, opvaskemaskine, emhætte eller fra noget som helst andet at kende – alt det de bliver udsat for, når de fra ca. uge otte bliver hentet af sine nye ejere og skal med til sit nye hjem. Dér er nemlig ‘alt det hele’ – og dét er virkeligheden. Men dét kender hvalpene jo intet til – endnu!

Som der står i afsnittet om prægning, så er det i denne fase, at hundehvalpene præges og har brug for alle disse oplevelser. Den har brug for, at få en masse positivt og hverdagsagtigt med i rygsækken fra dens ‘opdrætter’, der bare ikke har tid eller overskud til at give den det. Resultatet er ikke svært at regne ud – vel da’?

Når uge 8 er overstået, så kommer de nye ejere og henter hvalpen – juhu…!
Den ny lille hundehvalp skal nu for alvor rives ud af dens trygge rammer – væk fra sine søskende og fra sin mor. Det starter oftes med en god lang køretur i en bil. UHA, hvor er det farligt. Den har jo aldrig prøvet at være i en bil før. Måske aldrig set eller hørt sådan én?

På køreturen til det nye hjem, bliver der naturligvis stoppet et par gange eller flere, fordi hvalpen skal ud at tisse… – hvor Herre bevares, hvor en omvæltning for den lille hvalp. Den nye ejer tænker sig jo ikke om og kører ned ad en sidevej eller ind i en skov. Næh du, hvalpen kan da tisse på rastepladsen. Ja, ja – tisses skal der jo da, men hvis hvalpen tidligere i sit liv – eventuelt sammen med moderen og de andre hvalpe, havde oplevet lyden af biler, motorcykler, lastbiler osv., så var det jo ikke så slemt for den – men nej, den kender kun én enkelt ting i verden – et trygt bur, hvor mor og søskende altid og døgnet rundt, var lige ved siden af.

Hvalpen bliver jo skræmt fra sans og samling, fordi den har en aldeles mangelfuld ‘rygsæk’ – og IKKE er præget ordentligt, da den SKULLE have været det. Den er ikke forberedt på noget som helst! Hvor er det dog synd og uanstændigt – og der er bare ingen vej tilbage for hvalpen. Den kan ikke klage til nogen, men må tage det, der bydes den! Det kunne jo have været helt anderledes!

Tænk selv videre over alle de nye ting, som hvalpen skal til at lære at kende. Et nyt sted, sove alene, støvsuger, madlugt i køkkenet osv…

Lad os så antage, at de nye ejere ikke har haft hund før. Sikke et helvede den lille hvalp skal igennem. INGEN i hele verden forstår dens situation, dens sprog eller årsagen til, at den for eksempel farer over et par sko, der lige bliver bidt i stykker.

Dét er direkte dyreplageri – og hvem har ansvaret for dette?
Det er LEDELSEN AF HUNDEFABRIKKEN, der totalt har svigtet og ikke taget sit dyrebare ansvar over for sine dyr, der hele livet må lide under denne bevidste handling.

Det resulterer desværre alt for ofte i, at mange hundeejere ikke kan magte den opgave det er, at få sådan en svigtet hund i hjemmet.

Den nye hundeejer, der på forholdsvis kort tid giver op, er nødsaget til, at aflevere hunden på et dyreinternat. Her skal den IGEN gå i et bur og vente på, at NYE mennesker kommer og siger: “Naaj, hvor er den sø'” – i bedste fald. Desværre bliver MANGE HUNDE AFLIVET – hvorfor? – fordi de betragtes som ‘problemhunde’!

– problem? For hvem? – vi henter sg* da bare en ny på HUNDEFABRIKKEN!

Læs eventuen om familiens oplevelse, da vi sagde nej tak til en dejlig Toller hundehvalp hos en stor hundekennel i Kibæk